Plantebeskrivelse:

Røn (Sorbus) er en slægt af små træer og buske, ofte med røde bær, men der findes også hvide, gule og grønne rønnebær. Blomsterne er 5-tallige og hvide eller lyserøde med mange støvdragere. Bladene er enten hele med groft takket rand eller uligefinnede med groft takkede rande på småbladene. Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.

Rønnebær er frugterne af Almindelig Røn (Sorbus aucuparia) - De er sure, sagde ræven, og der er noget om det. Smagen er bitter, og rønnebær egner sig bedst til syltning. Bær, der har været frosne, er mindre sure - til gengæld falder pektinindholdet efter frysning, hvilket gør dem mindre egnet til eksempelvis gelé.
  Tidligere blev rønnebær brugt som urindrivende middel, imod nyresten og imod skørbug. Nu er rønnebær angiveligt en vigtig ingrediens i "Gammel dansk" bitter.

Almindelig Røn (Sorbus aucuparia) er en løvfældende, busk eller et mindre træ. Vækstformen er først slank og kegleformet, men snart bliver den busket og rundagtig. Det skyldes, at egentlige topskud ofte mangler. Barken er først rødbrun og let gråhåret. Senere bliver den glat og grå med enkelte korkporer, og til sidst er den grå og opsprækkende i grove furer. Knopperne er spredte, store og kegleformede, tæt hårede og gråsorte. Bladene er uligefinnede med lancetformede småblade. Hvert småblad har savtakket rand, mørkegrøn overside og grågrøn underside. Høstfarven spænder fra rød over orange til gul eller brun. Blomstringen finder sted fra slutningen af maj, og blomsterne sidder i halvskærme på små kortskud. De enkelte blomster er små og flødehvide. Frugterne er orangerøde og sure og beske på samme tid. Frøene modner godt og spirer villigt.

Ikke-synlige træk
Rodnettet består af højtliggende, tætforgrenede og kraftige hovedrødder. Veddet lugter og smager surt. Træet angribes af flere typer rustsvampe, frugttrækræft og rønnebærmøl. Træet laver desværre jordtræthed, men det bruges alligevel som grundstamme for mange slags podninger (Mispel, Tjørn, Bærmispel, ja sågar Pære). Rønnebær indeholder meget pektin, C-vitamin og A-vitamin.

Størrelse
15 x 6 m (tilvækst 30 x 25 cm/år).

Hjemsted
Almindelig Røn optræder som pionertræ og i skovbryn overalt i Europa, undtagen i Middelhavsegnene, hvor dens plads overtages af Storfrugtet Røn (Sorbus domestica), og i bjergene, hvor Alpe-Røn (Sorbus chamaemespilus)og Aksel-Røn (Sorbus aria) har pladsen. Den er lyskrævende, men tåler vind.

Anvendelse
Almindelig røn er velegnet på alle jordtyper, lige fra våd og sur jord til mager sandjord. Den tåler beskæring godt. Normalt har Almindelig Røn rigelig frugtsætning, hvilket gør den eftertragtet af fuglene. Almindelig røn kan anvendes i både skovbryn, læ- og vildtplantninger.

Blad:
Bladene er uligefinnede med lancetformede småblade. Hvert småblad har savtakket rand, mørkegrøn overside og grågrøn underside.

Blomst:
Små fløde-hvide blomster i halvskærme på små kortskud. De springer ud fra slutningen af maj.

Frugt:
Små kugleformede frugter i halvskærme. Farven på den modne frugt spænder fra orange over rød til brunrød. Smagen er syrlig, men frostnætter gør smagen markant sødere.

Frugtens anvendelse:
Frugterne bliver mindre sure og sødere efter frost og kan derefter anvendes til gelé, syltetøj, urtesnaps og likør.
Det skal dog bemærkes, at en del af geleringsstoffet pektin forsvinder efter frostperioder.
Frugterne plukkes i oktober, men er i øvrigt anvendelige fra sidst i august og så længe de fortsat får lov at sidde for fuglene.

Folkemedicinsk anvendelse:
Rønnebær har været anvendt i folke- og naturmedicinen som middel mod bl.a. hals-problemer samt mave- og tarmlidelser.
Rønnebær mos blev således brugt som folkemedicin mod mave- og tarm-gener samt mod nyresten og gigt.
Tørrede rønnebær skulle tygges og blev anvendt som et godt middel mod hæshed.

kilder:
Ulla Wicksell: "Skovens bær og frugter", Gads forlag.
Wikipedia: Røn
Wikipedia: Rønnebær